Veterantog og -bane

I forbindelse med mosebrugsmuseet er der anlagt en tørvebane, hvor publikum i den store sommerlevendegørelse og julelevendegørelsen kan køre med damplokomotiv.

Turen går gennem en del af Hjerl Hedes plantager. Man gør holdt ved udsigtspunktet ved Flyndersø og nyder den storslåede udsigt over Danmarks største istidssø, hvorefter turen går tilbage til mosen. Banen er anlagt i 1975 med en sporvidde på 700 mm og lagt om til 785 mm i efteråret 1988. De brugte skinner og sveller er fra Vandbygningsvæsenets nedlagte smalsporede (785 mm) industribane.

Ved den jyske vestkyst blev banen anvendt til transport af materiale og mandskab ved reparation af høfderne. Skinnerne er boltet sammen med lasker og fastgjort til svellerne med spiger. Spiger er kraftige søm med et specielt hoved. Banen på Hjerl Hede er ca. 800 meter lang.

Materiellet
På Hjerl Hede findes der tre damplokomotiver, et motorlokomotiv, to lukkede personvogne, en halvåben personvogn og fire roevogne.

Lokomotiv HH1
Damplokomotivet er bygget i Kassel, Tyskland i 1921 hos Henschel & Sohn, og det har byggenummer 17819.  Lokomotivet blev leveret til entreprenørvirksomheden Philip Pedersen og Arvid Holm, hvor det var med til at bygge DSB's dobbeltspor til Hillerød fra 1921-25.
 
I 1926 blev lokomotivet købt af N.C. Monberg.  Fra 1940-44 var det med ved bygningen af Bogø dæmningen, i 1944 til bygningen af motorvej fra Rødby til Storstrømmen for herefter at blive solgt til H. Hoffmann og sønner.  H. Hoffmann og sønner brugte lokomotivet i brunkulslejerne Ejstrup ved Skjern i perioden 1945-49 og Ahler kulleje ved Trolhede i 1950-55.  Lokomotivet blev herefter henstillet i Brabrand ved Århus i 1955.

I 1972 blev det købt af Lars Andersen, der renoverede det igennem syv år og kørte lidt med det på en kort bane på en mark ved Virring. I 1988 købte Hjerl Hede lokomotivet af Lars Andersen, sporet på Tørvebanen blev lavet om fra 700 mm til 785 mm og lokomotivet blev sat i drift i julen 1988.  Lokomotivet blev taget ud af drift i 2004, da kedlen blev kasseret af Trafikstyrelsen på grund af tæringer. En ny kedel er under opbygning, og lokomotivet ventes at kunne ses i drift på Hjerl Hede igen i sommeren 2008.

Tekniske data:
Type: Monta
Sporvidde: 785mm
Længde over puffer: 5400 mm
Akselafstand: 1400 mm
Højde over skorsten: 2800 mm
Drivhjulsdiameter: 630 mm
Akselrækkefølge: 0B0
Kedel: Røgrørskedel, 12 bar, ny kedel i 2007
Hedeflade: 22 m²
Risteareal: 0,45 m²
Styring: Heusinger
Vægt. 10 ton
Ydelse. 60 hk
Cylinderdiameter: 240 mm
Glider: Fladglider
Slaglængde: 300 mm
Vandforråd: 0,9 m³
Kulforråd: 0,45 ton.

Lokomotiv HH2

Damplokomotivet er bygget i München, Tyskland i 1929 hos Krauss & Comp. og har byggenummer 8477.  Lokomotivet blev leveret til ØK's cementfabrik i Nr. Sundby i 1929 og kørte der i ni år. Det kom derefter til cementfabrikken Dania i 1938, der kørte med det i to år. Herefter blev lokomotivet udlånt til Rørdal cementfabrik i ét år.
 
Inden det kom tilbage til Dania, blev det udlånt til motorvejsbyggeri ved Rødby i fire år. Dania brugte derefter selv lokomotivet fra 1945-63.  I 1963 blev det hensat på en legeplads i Mariager indtil 1978, hvor det blev solgt til en privatmand.  I 1990 købte Hjerl Hede lokomotivet, og efter fire års renovering - blandt andet med opbygning af en helt ny kedel - kom det ud at køre på Hjerl Hede i sommeren 1994.
 
Hos ØK hed lokomotivet nr. 10, hos Dania hed det ”Tine” og på Hjerl Hede hedder det HH2.  HH2 er Nordeuropas mindste damplokomotiv i drift.
 
Tekniske data
Sporvidde: 785mm
Længde over puffer: 5000 mm
Akselafstand: 1100 mm
Højde over skorsten: 2700 mm
Drivhjulsdiameter: 600 mm
Akselrækkefølge: 0B0
Kedel: Røgrørskedel, 12 bar, ny kedel i 1993
Hedeflade: 15,45 m²
Risteareal: 0,30 m²
Styring: Stephenson
Vægt: 8 ton
Ydelse. 40 hk
Cylinderdiameter: 200 mm
Glider: Fladglider
Slaglængde: 300 mm
Vandforråd: 0,66 m³
Kulforråd: 0,35 ton.

Lokomotiv FJ4

Damplokomotivet er bygget i München, Tyskland i 1907 hos Krauss & Comp. og har byggenummer 5599. Lokomotivet blev leveret til Faxe Kalkbrud i foråret 1907 og har været i drift indtil 1973.  Lokomotivet har kørt tipvogne med kalk fra kalkbruddet til Faxe Ladeplads. Fra 1907-27 kørte det også persontog til og fra Faxe Ladeplads, indtil motorvognene kom. I 1973 købte Torben Juul lokomotivet og brugte syv år på at sætte det i driftsklar stand.
 
I sommeren 1992 havde Hjerl Hede et nedbrud med HH1 (en knækket drivtap) og stod så pludselig uden et driftsklart lokomotiv midt i højsæsonen. Der blev taget kontakt til Torben Juhl, der har stillet lokomotivet til rådighed. Lokomotivet har været i brug på Hjerl Hede siden.

Tekniske data

Sporvidde: 785mm
Længde over puffer: 7400 mm
Akselafstand: 3600 mm
Højde over skorsten: 3400 mm
Drivhjulsdiameter: 800 mm
Løbehjulsdiameter: 560 mm
Akselrækkefølge: 0C1
Kedel: Røgrørskedel, 10 bar
Hedeflade: 45,0 m²
Risteareal: 0,80 m²
Styring: Stephenson
Vægt: 22,3 ton
Ydelse: 180 hk
Cylinderdiameter: 320 mm
Glider: Fladglider
Slaglængde: 400 mm
Vandforråd: 2,3 m³
Kulforråd: 1,1 ton.

 

Lokomotivet D11
Diesellokomotivet er bygget i Brønderslev, Danmark i 1955 på Pedershaab Maskinfabrik og har byggenummer 465. Lokomotivet blev leveret til Vandbygningsvæsenet i 1955 og købt af Hjerl Hede midt i 1970'erne.  Lokomotivet fungerer som rangerlokomotiv på Hjerl Hede.
 
Tekniske data
Type: FDD
Sporvidde: 785mm
Længde over puffer: 2750 mm
Akselafstand: 850 mm
Højde: 2300 mm
Drivhjulsdiameter: 420 mm
Akselrækkefølge: 0B0
Vægt: 4 ton
Motor: Fordson
Ydelse: 52 hk
Transmission: Diesel-mekanisk.

Kongevognen
Vognen har tilhørt Vandbygningsvæsenet i Thyborøn og blev erhvervet af Hjerl Hede midt i 1970'erne.  Vognen blev bygget i forbindelse med, at Frederik IX skulle inspicere Vestkysten, men blev senere brugt til transport af arbejdere ved reparation af høfderne langs den jyske vestkyst.
Vognen er 4-akslet (to truks). Vognen er i drift.

Lukket vogn J3-1

Vognen har tilhørt Vandbygningsvæsenet i Thyborøn og blev erhvervet af Hjerl Hede midt i 1970'erne. Den er blevet brugt til transport af arbejdere ved reparation af høfderne langs den jyske vestkyst.  Vognen er 2-akslet. Vognen er ikke istandsat og ude af drift.

Skovvogn J3-2

Vognen har tilhørt Vandbygningsvæsenet i Thyborøn og blev erhvervet af Hjerl Hede midt i 1970'erne. Den var oprindelig lukket.  Vognen er blevet brugt til transport af arbejdere ved reparation af høfderne langs den jyske vestkyst. Vognen er 2-akslet. Vognen er i drift.

Roevogne

Roevogne nr. 449, 450, 451 og 452
Roevogne blev brugt til transport af sukkerroer fra gårdene til sukkerfabrikkerne på Sydfyn, Lolland og Falster.  Roevogn nr. 449 er original, mens nr. 450, 451 og 452 er lavet som kopier. Roevognene var oprindelig til 700 mm sporvidde, men da Hjerl Hedes spor blev lavet om i 1988, blev undervognene skiftet ud med nogle i den nye sporvidde (785mm), der kom fra Hedehusenes Skærvefabrik.  Roevognene er 4-akslede (to truks). Alle fire vogne er i drift.
 

arrow

veterantog

arrow

veteranII