Jul i den gamle landsby

Dato: 1.-2. december, 8.-9. december og 15. og 16. december 
Frilandsmuseet er åbent fra kl. 10-17 og levendegjort fra kl. 10-17 alle nævnte dage. 

Der slagtes grise, plukkes ænder, bages julekager, brændes brændevin og meget mere, når Frilandsmuseet Hjerl Hede levendegøres af frivillige børn og voksne i december.

Gå en tur i landsbyen og kig ind i de hyggelige, lune værksteder og huse, hvor juleforberedelserne er i fuld gang. På høloftet i Nissebo er nisserne på spil i menneskenes verden. De kravler rundt i store møbler og laver nisse-sjov. Besøg nisserne og oplev på egen krop, hvordan det er at være en lille nisse i den store verden.

Restaurant Skyttegården er åben og serverer bl.a. julebuffet, kaffe, gløgg og æbleskiver. I museumsbutikken kan du købe julepynt og -gaver.