For 200 år siden forsynede gården folk med mad og tøj. Man havde ikke brug for at købe mange ting. Siden middelalderen var al handel desuden forbeholdt købstæderne. Skulle bonden have tømmer til sit hus, jern til sin plov eller salt til sit saltkar måtte han køre den lange vej til den nærmeste by. Alligevel har der altid været handelsfolk på landet. Her foregik megen handel på markeder. Jydepottemænd drog til marked med sorte potter, skovlovringer fra Midtjylland med træsko og trævarer, Vestkystfolk med fisk, frugt- og humlesælgere fra Fyn, kagekoner, ja selv holstenske studehandlere dukkede af og til op på markederne. En markedsdag var også en festdag. 

Ved siden af markedshandelen gik omvandrende handelsfolk fra hus til hus. Bissekræmmeren falbød bånd, tørklæder, sysager og andre galanterivarer, og hosekræmmeren gik med sin pose med uldvarer på nakken. 

Høker og købmand 
Omkring 1860 fik handlende lov til at måtte bosætte sig på landet. De første tilladelser blev givet til høkere. De indrettede sig med en lille butik, hvor de forhandlede et mindre udvalg af kolonialvarer. 

I takt med at landbruget udvidede produktionen og ikke længere havde forsyning af gårdens egne behov som sit primære formål, opstod der købmandsbutikker og brugsforeninger på landet. De handlede med alt lige fra kolonialvarer, isenkram og tøj til foder- og gødningsstoffer. 

Samtidig med den udvikling blev der bygget bagerier og mejerier rundt omkring på landet, og nogle af dem begyndte at køre landture med henblik på salg af brød og mælk. Fra 1920 til 1960 voksede antallet af handlende på landet. Mange nye forskellige små butikker som trikotagehandelen, cykelsmeden og slagteren kom til i de større landsbyer og i stationsbyerne. Siden 1960 er disse detailhandlere og deres butikker sammen med mange købmænd igen forsvundet fra de danske landsbyer. 

Tekst: museumsinspektør mag.art. Gudrun Gormsen