Duften af julemad

I præstegårdens køkken har kvinderne travlt med at holde gang i brændekomfuret og tilberede historiske juleretter. Kig forbi og få en snak om opskrifter og traditioner. Du kan også læse lidt om juleretterne og deres histoire nedenfor. 

Andesteg
På landet holdt man længe fast ved skinken og flæskestegen som julespise. Men i løbet af 1800-tallet sammen med juletræs-julen bliver det en borgerskik at spise julegås. Kun det bedre borgerskab havde råd til at spise gås juleaften. Som en billig erstatning for gåsesteg kom andestegen, og den blev derfor også kaldt fattigmandsgås. Den lignede gåsen, kunne fyldes og steges på fuldkommen samme måde og serveres med det samme tilbehør. Siden middelalderen var det almindelige tilbehør grønlangkål og sukkerbrunede kastanjer. I første halvdel af 1800-tallet blev kastanjerne dog udskiftes med sukkerbrunede kartofler. 

Grønlangkål
Grønkål har langt tilbage været den vigtigste grønsag i Danmark, da den er let at dyrke og kan tåle frost. I 17-1800-tallet var grønkålssuppe en yndet hverdags-spise hos land-befolkningen. Mens den stuvede grønkål, grønlangkål, blev spist ved mere specielle lejligheder såsom julen. 

Sukkerbrunede kartofler
Kartoflen har været kendt i Danmark siden 1700-tallet, men mistroen overfor den nye grønsag, jordæbler, var massiv igennem hele 1700-tallet og det var først i løbet af 1800-tallet, at kartoflen langsomt vinder frem. Indtil 1800-tallet var sukker en kostbar luksusvare, som skulle købes på apoteket. Sukker blev derfor mest anvendt i forbindelse med store fester – blandt andet julen. 

Pebernødder
Før komfuret blev almindeligt var pebernødder de eneste småkager, man selv lavede, og det var kun i julen man gjorde det. Pebernødderne blev fremstillet af rugmel eller bygmel tilsat honning, allehånde, kanel, peber og nelliker.